Påskeudstilling 2019

Glæden og kærligheden er det essentielle i alle mine malerier

Jeg elsker at male får, så denne påskeudstilling består udelukkende af malerier med får i en eller anden sammenhæng sammen med drivtømmerskulpturer og stenfår.
Og hvem er jeg så – jeg er selvlært kunstmaler, jeg har været kreativ hele mit voksne liv og jeg har malet til og fra i det meste af mit liv, men for ca. 20 år siden tog min lidenskab en ny drejning. Jeg opdagede, at jeg slet ikke kunne lade være med at male, maleriet kom til at fylde mere og mere og jeg begyndte at udstille mere og mere.

Jeg har taget mange kurser og jeg har haft atelierfællesskab med en flok skønne kvinder i en del år. Efter at jeg flyttede til Brande for snart 6 år siden, blev jeg medlem af kunstnerforeningen CreaGive og har i perioder malet sammen med en ny flok skønne kvinder. Jeg maler med akrylmaling på lærred og på sten, og jeg underviser både i akrylmaling og stenmaling og laver også ting af drivtømmer. Og lige nu er der gang i at etablere kunstnersam-menslutningen KreaBrande, som skal holde til i Krearummet i DokArends i det Gl. Sygehus i Brande.

Jeg har flere gange fået antaget malerier til den censurerede udstilling i Tørring-Uldum kunstforening, jeg har afholdt separatudstilling i Galleri Bankgaard i påsken 2016 med temaet Sines digte og jeg har malet URSTENEN, som står på torvet i Brande. Mine største opgaver har været at male til Sines digte og at male URSTENEN til torvet i Brande, hvor jeg oplevede at mit arbejde blev beskrevet, som ”at jeg malede Brandes DNA” – jeg er dybt taknemmelig og ydmyg over disse opgaver og det har rørt mig ind i min sjæl! Når jeg maler et maleri, maler jeg min holistiske tilgang til livet og mine dybeste refleksioner ind i maleriet – det er en fantastisk fordybelse, som sætter livet i et spændende perspektiv.

Åbningstider: Lørdage og søndage kl. 13.00-17.00 til og med den 26. maj 2019.

Der er også mulighed for at træffe aftale på andre tidspunkter ved at ringe på tlf. 23 46 23 44.